Om banklån
SPECIELT OM BANKLÅN: BEMÆRK især, at vi i Ejbyvænge har den regel, at vi kun accepterer salg af huse, som er tinglyste, hvis hæftelserne står i kr. 0. Det giver sig selv, at den tinglyste ejer skal være identisk med den givne haves ejer. Læs også om det under “Vejledning til sælger”. Dette er også en vigtig meddelelse til dig, før du optager lån i din have: Bankerne kan ofte have tendens til at gå ud fra, at alle husene i Ejbyvænge har en værdi, der svarer til værdien af vores foreningshus, og derfor har vi eksempler på medlemmer, som har fået lov at optage alt for høje lån i forhold til, hvad deres hus reelt er værd. Selvom det kan være behageligt at modtage mange penge på een gang, så kan det stavnsbinde dig til haven og forhindre dig i at sælge den igen, hvis du ikke har nået at tilbagebetale dit lån, og banken ikke ønsker at mellemfinansiere, hvis de kan se, at værdiansættelsen af dit hus ikke matcher størrelsen af det lån, du har optaget.
VÆR ISÆR OPMÆRKSOM PÅ – at et kolonihavehus FALDER I VÆRDI med 2% pr. år. På den måde adskiller vi os kraftigt fra boligmarkedet og sikkert også sommerhusmarkedet, hvor husene ofte stiger i værdi. Et kolonihavehus FALDER I VÆRDI generelt set og vil derfor hele tiden blive mindre og mindre værd!