Vores grønne områder Det er her, at den mørke jordhumlebi, som du kan se på billedet nedenfor, leder efter et nyt bo. Vejsideblomsterne er klippet ned og der er gjort plads til, at der kan komme en ny generation vejsideblomster nu i den kommende sommer, som vi kan glæde os over. Imens træder blomstervolden nu frem. Vi har haft glæde af vintergækker og erantis, og lige nu er krokus ved at blomstre af, mens liljerne og tulipanerne vokser på livet løs for at komme op og blomstre med deres mange farver. Vi hører fra mange af dem, som var med til at lægge løgene sidste efterår, at de går rundt og glæder sig over at se, at netop “deres” blomster kommer frem og står så smukt! Var du også med?! Og har du været henne og pege netop dine blomster ud?!! Måske har du lagt mærke til, at humlebierne er begyndt at komme frem og leder efter steder, hvor de kan skabe et bo til sommerens familier af humlebier. Dette er en mørk jordhumle. En af de første, som man ser i foråret. Den er fotograferet ved vores blomstervold og vejsideblomster i april 2021. På hele stykket til højre langs med Vængedalen fra Bjergbakkevej og op til købmandsstien lader vi græsset stå til glæde for bierne. Og for at alle ved, at det ikke er for at sjuske eller af dovenskab, at vi lader græsset stå, så viser vi det ved to skilte. Ovenstående billede er fra indgangen til Vængedalen. Det er vores gode havemand Stig, sammen med Ejbyvænges formand Casper, og havemandshjælper Gunnar, som poserer efter at have sat skiltet op. På siden af klubhuset ud mod Vængedalen har vi fået sat en opslagstavle op, hvorpå du kan følge med i de spændende ting og sager, som sker på de grønne områder i Ejbyvænge. Lige nu hænger Den Grønne Medlemsorientering der, men senere vil du kunne se noget mere om vores område på tavlen. Bien med kloden er vores logo – og mantra. Det er den, der skal huske os på, at det er for bierne og biodiversiteten, at vi lige nu forsøger at gøre vores områder mere naturvenlige. FRA 2020 i EJBYVÆNGE: Vejsideblomster ved indgangen til Vængedalen i sommeren 2020. På det tidspunkt var der endnu ingen rigtig blomstervold, fordi tidspunktet for løglægning ikke var den rigtige. I stedet var volden blevet indtaget af rølliker, som blomstrede hele sommeren foran vejsideblomsterne. Måske kommer røllikerne igen – men i år, i sæsonen 2021, skulle vi også gerne kunne se nogle af de løgplanter på den lille vold, som en stor gruppe fra foreningen satte i oktober 2020. På et eller andet tidspunkt skulle der gerne komme både erantis, vintergækker, krokus, påskeliljer, tulipaner og pinseliljer op. Så glæd jer. Jordhumlen plejer at være tidligt på den. Så hold udkig efter den i det tidlige forår. Det er dronningen, der skal ud og finde et godt bo til sin fremtidige koloni. Husk, at en jordhumle – og vilde bier i det hele taget – kun stikker, hvis deres liv er i direkte fare. Så vær ikke bange for den. Den er fredelig og gør os stor gavn ved at hjælpe med til at bestøve planterne, så vi senere på sommeren kan høste de dejligste frugter. Og hvis du har et kamera, så tag meget gerne et billede af humlen og send til os på bestyrelsesmailen – bestyrelsen@ejbyvaenge.dk . Husk også at skrive hvor og hvornår, du fotograferede den (eller måske en anden vild bi, som du træffer på med dit kamera). Denne mørke jordhumle blev fotograferet i Ejbyvænge sidste sommer. På den sidste opsamling sidste år, klippede en gruppe medlemmer fra foreningen en sti ind i mosen. De satte sig som mål at nå helt frem til busstoppestedet. Helt derhen nåede de dog ikke, men det er planen i år at fortsætte arbejdet. Ikke desto mindre er det en spændende tur ind i mosen, som man får, hvis man går ned ad stien. Efter et stykke vej, så kan man ikke længere se foreningshuset eller noget andet byggeri for den sags skyld. Prøv om du kan finde stien og gå en tur ad den. I sæsonen 2021 udvider vi den og laver også et par søsterstier, så man både kan komme mere rundt i mosen og også bruge den som genvej, når man enten skal med bussen eller ned og gå videre ved åen.